søndag den 4. marts 2012

Helbredelsen af drengen med den urene ånd (Mark 9, 14-29)


v14  Da de kom ned til disciplene, så de en stor skare omkring dem og nogle skriftkloge, som diskuterede med dem. v15  Hele skaren blev grebet af ærefrygt, straks de fik øje på Jesus, og løb hen for at hilse på ham. v16  Han spurgte dem: »Hvad er det, I diskuterer med dem?« v17  Og en fra skaren svarede ham: »Mester, jeg har bragt min søn til dig; han er besat af en ånd, som gør ham stum. v18  Hvor som helst den overvælder ham, kaster den ham til jorden, og han fråder og skærer tænder og bliver helt stiv. Jeg sagde til dine disciple, at de skulle drive den ud, men det kunne de ikke.« v19  Da udbrød Jesus: »Du vantro slægt, hvor længe skal jeg være hos jer, hvor længe skal jeg holde jer ud? Kom herhen med ham!«
v20  Så bragte de ham hen til Jesus. Men da ånden så ham, rev og sled den straks i drengen, så han faldt om på jorden og lå og frådede og vred sig. v21  Jesus spurgte hans far: »Hvor længe har han haft det sådan?« Han svarede: »Fra han var barn. v22  Og den har mange gange kastet ham både i ild og vand for at gøre det af med ham. Men hvis du kan gøre noget, så forbarm dig over os og hjælp os.« v23  Jesus sagde til ham: »Hvis du kan! Alt er muligt for den, der tror.« v24  Straks råbte drengens far: »Jeg tror, hjælp min vantro!«
v25  Da Jesus så, at en skare stimlede sammen, truede han ad den urene ånd og sagde til den: »Du stumme og døve ånd, jeg befaler dig: Far ud af ham, og far aldrig mere ind i ham!« v26  Da skreg den og rev og sled i ham og fór ud; og han blev som død, så alle sagde: »Han er død.« v27  Men Jesus tog hans hånd og fik ham til at rejse sig op.
v28  Da Jesus var kommet inden døre og var alene med sine disciple, spurgte de ham: »Hvorfor kunne vi ikke drive den ud?« v29  Han svarede dem: »Den slags kan kun drives ud ved bøn.«

Ingen kommentarer:

Send en kommentar